Vil du have en kompakt robotplæneklipper, der navigerer præcist under træer og i haver med dårligt GPS-signal? YUKA Mini 2 1000 er et af de stærkeste valg lige nu takket være 360° LiDAR, der gør den uafhængig af satellitsignal.
Har du en flad, åben have under 800 m² med godt GPS-signal, kan du spare penge med RTK-modellen (YUKA Mini 2 800) eller en anden trådløs robotplæneklipper.
Har du brug for firehjulstræk til stejle skråninger og meget ujævnt terræn, så kig i stedet på Mammotion LUBA Mini 2 AWD.
Sådan har vi vurderet YUKA Mini 2 1000
Denne artikel er ikke baseret på en fysisk test, hvor vi selv har haft YUKA Mini 2 1000 kørende i en have over længere tid. Det er en gennemgang, hvor vi har samlet og vurderet informationer fra flere kilder for at give dig det mest ærlige og brugbare billede af robotten.
Vores vurdering bygger på tre ting:
Eksterne test og videoanmeldelser
Vi har gennemgået flere eksterne test af YUKA Mini 2 1000, herunder en grundig videoanmeldelse fra EasyLawnMowing, hvor robotten blev testet på en rigtig plæne med flere zoner, smal sti mellem områder, forhindringer i græsset og DropMow-funktionen på en separat forhave. Den slags test i virkelige forhold giver et langt bedre billede end producentens egne specifikationer, og det er primært derfra, vi henter vores vurdering af navigation, klippekvalitet og forhindringsgenkendelse.
Personlig erfaring med robotplæneklippere
Selvom vi ikke har testet netop denne model fysisk, har vi hands-on erfaring med flere sammenlignelige robotplæneklippere. Vi har selv sat op og brugt Mammotion LUBA 2, LUBA Mini med LiDAR, Segway Navimow i105E og Segway Roborock Z150. Det giver os et solidt sammenligningsgrundlag, når vi vurderer ting som opsætning, app-kvalitet, navigation under træer og daglig drift. Vi ved f.eks. fra egen erfaring, hvordan RTK-navigation kan drille under trækroner, og vi kender Mammotion-appen indgående fra andre modeller i samme serie.
Producentspecifikationer og brugeranmeldelser
Vi har krydstjekket alle specifikationer med Mammotions officielle produktside og sammenholdt dem med, hvad eksterne testere faktisk har målt og oplevet. Hvor der er forskelle mellem, hvad producenten lover og hvad testerne finder, nævner vi det i artiklen.
Vores samlede vurdering på 4,7 ud af 5 afspejler, at YUKA Mini 2 1000 i eksterne test lever op til det meste af, hvad Mammotion lover, og at den teknologisk set tilbyder noget, som er svært at finde til den pris. Fradragene skyldes den manuelle højdejustering, manglende 4G i kassen og baghjulstræk, som begrænser den på meget stejlt terræn.
Konklusion
Mammotion YUKA Mini 2 1000 er en af de mest interessante robotplæneklippere i 2026, primært fordi den gør noget, som meget få modeller i denne prisklasse kan: den navigerer med 360° LiDAR i stedet for RTK. Det betyder, at den fungerer lige så præcist under træer, langs høje hegn og i haver med dårligt GPS-signal, som andre modeller kun gør på helt åbne plæner.
Det er netop her, den skiller sig ud. Hvor mange trådløse robotplæneklippere begynder at sno sig eller miste kursen i skygge og tæt beplantning, holder YUKA Mini 2 1000 lige linjer og systematisk klipning. Eksterne test bekræfter, at LiDAR-navigationen er mindst lige så stabil som RTK i praksis, og i nogle tilfælde endda mere pålidelig, fordi den simpelthen ikke er afhængig af et klart satellitsignal.
Den er dog ikke uden begrænsninger. Den har baghjulstræk i stedet for firehjulstræk, så hvis du har en have med meget stejle skråninger eller blød jord, kan en model som LUBA Mini 2 AWD være et bedre valg. Klippehøjden justeres manuelt på selve robotten i stedet for i appen, og 4G-modulet følger ikke med, men kan tilkøbes. Det er ikke store ting, men det er værd at vide, før du køber.
Samlet set rammer YUKA Mini 2 1000 et rigtig interessant mellemfelt. Du får LiDAR-navigation, som normalt hører til i modeller til over 15.000 kr., til en pris omkring 7.000-8.200 kr. Hvis du har en have på op til 1.000 m² med træer, skygge eller andet, der gør livet svært for GPS-baserede modeller, er den svær at komme udenom.
Samlet vurdering: 4,7 ud af 5
Fordele
- 360° LiDAR-navigation gør den uafhængig af GPS-signal og ideel til haver med træer og skygge
- Klipper i lige, systematiske linjer
- Stærk forhindringsgenkendelse med over 300 objekttyper registreret i realtid
- DropMow-funktion til hurtig klipning uden forudgående kortlægning
- Stort 6,1 Ah batteri med op til 150 minutters klipning pr. opladning
- Kan navigere stier ned til kun 55 cm brede
- Meget støjsvag drift på 60 dB
Ulemper
- Baghjulstræk (RWD) i stedet for firehjulstræk, ikke optimal til meget stejle eller bløde underlag
- Klippehøjde justeres manuelt på robotten, ikke via appen
- 4G-modul følger ikke med (tilkøb), men de fleste klarer sig med Wi-Fi
Mammotion YUKA Mini 2 1000
YUKA Mini 2 1000 er Mammotions bud på en kompakt robotplæneklipper, der henter sin vigtigste styrke fra teknologien inde bag det hvide kabinet. Hvor langt de fleste trådløse robotplæneklippere i denne prisklasse bruger RTK (GPS-baseret positionering) til at finde rundt, bygger denne model i stedet på 360° LiDAR kombineret med et dobbelt AI-kamerasystem. Det giver den en navigationsform, som normalt er forbeholdt Mammotions dyrere LUBA 3 AWD-serie.
Forskellen mærkes mest i praksis. RTK fungerer godt på åbne plæner med fri udsigt til himlen, men kan give problemer under store træer, langs høje bygninger og i haver, hvor satellitsignalet er ustabilt. LiDAR har ikke det problem. Den sender laserstråler ud i 360 grader op til 60 meters rækkevidde og opbygger et detaljeret 3D-kort over haven. Sammen med kameraet på fronten kender den sin præcise position hele tiden, uanset om der er solskin, skygge eller overskyet.
For den, der har kigget på robotplæneklippere men tøvet, fordi haven har for mange træer eller for meget skygge til at RTK virker pålideligt, er YUKA Mini 2 1000 et af de første reelle svar i denne prisklasse. Den koster omkring 7.000-8.200 kr. i Danmark afhængig af forhandler, og det er markant billigere end de modeller, der hidtil har haft LiDAR-navigation.
Hvem den giver mest mening til
YUKA Mini 2 1000 giver mest mening til dig, der har en have på op til 1.000 m², hvor forholdene gør livet svært for GPS-baserede robotplæneklippere. Det kan være en have med store træer, høje hegn, bygninger tæt på plænen eller bare et område med ustabilt satellitsignal. Det er præcis de situationer, hvor RTK-modeller begynder at sno sig og miste kursen, og hvor LiDAR virkelig viser sit værd.
Har du derimod en åben, forholdsvis flad have med god udsigt til himlen, behøver du ikke nødvendigvis LiDAR. Her kan YUKA Mini 2 800 med RTK og trippelkamera være den mere oplagte løsning, og du sparer lidt på prisen. Begge modeller deler det meste af det øvrige udstyr, så forskellen handler primært om navigationstype.
Hvis din have til gengæld har meget stejle skråninger eller blød, ujævn jord, hvor du har brug for firehjulstræk, er LUBA Mini 2 AWD det stærkere valg. YUKA Mini 2 1000 klarer op til 45 % hældning med baghjulstræk, hvilket er rigeligt til de fleste danske haver, men den har ikke den samme terrænstyrke som en firehjulstrukket model.
Fra min egen erfaring med opsætning af robotplæneklippere, herunder Segway Navimow i105E, LUBA 2, LUBA Mini og den nye Segway Roborock Z150, kan jeg sige, at den type have, der passer bedst til YUKA Mini 2 1000, er den, hvor du tidligere har oplevet, at GPS-signalet drillede. Det kan være en parcelhushave med et par store løvtræer, et rækkehus med høje mure på begge sider eller en have, der ligger i læ bag bygninger. Det er dér, LiDAR gør den helt store forskel.
Opsætning og første indtryk
En af de ting, der adskiller YUKA Mini 2 1000 fra mange andre robotplæneklippere, er hvor lidt bøvl der er med at komme i gang. Der er ingen kanttråd at grave ned, ingen RTK-station at montere og ingen kompliceret kalibrering. Du samler ladestationen (fire skruer), sætter den på en fast overflade eller plænen, tilslutter strøm, og forbinder robotten til din Wi-Fi via Mammotion-appen.
I eksterne test blev hele opsætningen, inklusive kortlægning af to zoner, gennemført på under 10 minutter. Det stemmer godt overens med min erfaring fra andre Mammotion-modeller, hvor appen guider dig trinvist igennem processen. Sammenlignet med opsætning af f.eks. en ældre model med kanttråd, hvor du nemt kan bruge en hel eftermiddag, er det en markant forskel.
Kortlægningen foregår ved, at du kører robotten rundt langs kanten af din plæne med joystick-styring i appen. Du kan justere hastigheden, så du kan tage dig god tid langs præcise kanter og køre hurtigere på lange, lige stræk. Hvis du laver en fejl, kan du holde knappen nede og spole tilbage, så du ikke behøver at starte forfra. Når du har kortlagt én zone, opretter robotten automatisk kanalen til den næste, mens du kører den derhen.
Et par praktiske ting er værd at nævne. Ladestationen skal have ca. 1 meters fri plads rundt om sig, og det anbefales at sætte den på en fast overflade frem for direkte på græsset, så græsset ikke vokser op omkring den. Robotten vejer kun 10,6 kg, hvilket gør den let at løfte og flytte, men husk altid at bruge håndtaget under fronten. Sidepanelerne kan klikkes af, så hvis du løfter den forkert, risikerer du at tabe den.
Navigation: LiDAR vs. RTK, og hvorfor det er vigtigt
Navigationen er det mest interessante ved YUKA Mini 2 1000, og det er også her, den adskiller sig mest fra konkurrenterne i sin prisklasse. Hvor de fleste trådløse robotplæneklippere bruger RTK (satellitpositionering) til at finde deres præcise position, bruger denne model 360° LiDAR med en rækkevidde på op til 60 meter og en præcision på ±2 cm. Sammen med dobbelt AI-kameraet på fronten opbygger den et detaljeret 3D-punktskykort over haven.
Det lyder teknisk, men i praksis betyder det noget meget konkret: den ved altid, hvor den er, uanset vejr, skygge og trædække. Jeg har selv oplevet med RTK-baserede modeller, at navigationen begynder at svigte under store træer, og robotten enten snor sig eller kører ud af kurs. Det problem eksisterer simpelthen ikke med LiDAR, fordi teknologien ikke er afhængig af signal fra himlen.
I den eksterne test fra EasyLawnMowing blev LiDAR-navigationen testet grundigt, blandt andet ved at lade robotten køre ned ad en smal sti mellem to zoner. Resultatet var, at den holdt sig præcis midt i stien, uden tøven og uden at sno sig. Det er på niveau med de bedste RTK-modeller på åbne plæner, men med den fordel, at det også virker i skygge og under træer.
Det er også værd at nævne, hvad du ikke får med denne model. Der er ingen RTK-station i kassen, og det er helt bevidst. Du kan tilkøbe et 4G-modul, hvis du har brug for fjernadgang uden Wi-Fi, men selve navigationen klarer LiDAR og kameraet alene. Hvis din have har god åben himmel og du ikke har problemer med GPS, kan RTK-modellen (YUKA Mini 2 800) sagtens være tilstrækkelig. Men har du bare ét stort træ eller en høj mur, der skaber problemer, er LiDAR den sikre vej.
Klipning i praksis
I eksterne test klipper YUKA Mini 2 1000 i systematiske, lige linjer, præcis som man forventer af en RTK-model. Det var faktisk en af de ting, testeren fremhævede som mest overraskende: at LiDAR-navigationen leverer lige så rette linjer som GPS-baseret styring. Resultatet er en tydelig stribet plæne, og du kan selv justere klipperetningen i appen, så striberne løber den vej, du foretrækker.
Klippebredden er 19 cm med fem roterende knive, og du kan justere klippehøjden fra 20 mm til 60 mm. Justeringen sker manuelt med en drejeknap på selve robotten, ikke via appen. Det betyder, at du ikke kan sætte forskellige højder til forskellige zoner, som du kan med LUBA Mini 2 AWD. I praksis er det sjældent et problem, for de fleste sætter én højde og lader den køre. Min anbefaling er at starte lidt højt, f.eks. 35-40 mm, og gradvist sænke over tid, så plænen vænner sig til det.
Batteriet på 6,1 Ah giver op til 150 minutters klipning og dækker ca. 250 m² pr. opladning. Det betyder, at en plæne på 700-800 m² typisk kan klippes med kun én eller to opladninger. Robotten har også intelligent batteristyring, så den ikke nødvendigvis kører batteriet helt ned. Den kan vurdere, at det er mere skånsomt at køre hjem og lade halvvejs, og den understøtter også opladning uden for spidsbelastning, hvis du vil spare på strømmen.
Støjniveauet ligger på 60 dB, hvilket er lavt nok til, at du kan have den kørende, mens du bruger haven. Til sammenligning ligger en normal samtale omkring 60-65 dB, så den forsvinder nærmest i baggrunden.
Kanter og hjørner
Kantklipning er altid det punkt, hvor robotplæneklippere bliver sat på prøve, og YUKA Mini 2 1000 klarer sig godt her. I den eksterne test blev det fremhævet, at robotten klipper meget tæt op til kanten, særligt ved niveaukanter, hvor plænen møder fliser eller sten i samme højde. Her var der nærmest intet at trimme bagefter.
Robotten har en intelligent kantklipningsfunktion, der laver en ekstra omgang langs yderkanten efter den systematiske klipning. Du kan indstille antallet af kantrunder i appen (1-4 omgange), og den kører tæt nok til, at du i mange tilfælde kan spare trimningen helt.
Ved kanter med niveauforskelle, som f.eks. en forhøjet kant eller en sten, der stikker op, efterlader den typisk under 10 cm, der ikke bliver klippet. Det er normalt for alle robotplæneklippere, men det er værd at vide, at du ikke slipper 100 % for at have en trimmer klar. Hjørner er det sværeste, og her gælder det samme som for alle kompakte modeller: helt spidse hjørner vil have lidt græs stående, simpelthen fordi robotten ikke kan dreje skarpt nok.
Et praktisk tip fra min egen erfaring: når du kortlægger plænen, kan du køre med ét hjul lidt ud over kanten, hvis kanten er i niveau med plænen. Det giver robotten lov til at komme tættere på under klipning, og det kan fjerne behovet for kanttrimning næsten helt langs lige stræk.
Skråninger og terræn
YUKA Mini 2 1000 håndterer skråninger op til 45 % (24°), hvilket dækker langt de fleste danske haver. Det er samme hældningsgrad som mange dyrere modeller, og det er rigeligt til typiske skrænter, små bakker og ujævne overgange mellem plæne og bede.
Der er dog en vigtig forskel fra f.eks. LUBA Mini 2 AWD, som klarer op til 80 % hældning med firehjulstræk. YUKA Mini 2 1000 kører med baghjulstræk og to casterhjul foran, hvilket giver den fin stabilitet på de fleste underlag, men ikke den samme råstyrke i blød jord eller på meget stejle skråninger. Vejer du kun 10,6 kg, har den til gengæld den fordel, at den ikke trykker dybe spor i vådt græs, som tungere modeller kan gøre.
Hvis du har en have, der primært er flad med et par småskråninger, vil du aldrig mærke begrænsningen. Har du derimod en have med markante niveauforskelle og blødt underlag, især i det danske forår og efterår, hvor plænen kan være blød, bør du overveje, om firehjulstræk giver mere mening for dig. Min egen erfaring er, at baghjulstræk klarer de fleste parcelhushaver fint, men at du mærker forskellen med det samme, når underlaget bliver rigtigt blødt eller stejlt.
Forhindringer og sikkerhed
Forhindringsgenkendelse er et af de områder, hvor YUKA Mini 2 1000 virkelig imponerer. Den bruger sin AI-chip med 10 billioner operationer pr. sekund til at registrere over 300 typer forhindringer i realtid, og i den eksterne test blev det testet med alt fra en fodbold til en handske på plænen. Robotten stoppede og undveg begge dele uden at røre dem, selv på standardindstillingen for følsomhed.
Det er ikke noget, der er selvfølgeligt. Jeg har sat mange robotplæneklippere op og set adskillige modeller køre direkte ind i eller over lavtliggende genstande. Særligt handsken, som lå fladt i græsset, er den type forhindring, de fleste robotter ikke fanger. At YUKA Mini 2 1000 registrerede den uden kontakt, siger noget om, hvor langt kamerateknologien er kommet i denne generation.
Robotten har også en visuel hegnsfunktion (Visual Fence), der automatisk registrerer kanter som trapper, poolkanter og afsatser. Du kan desuden oprette no-go-zoner i appen, hvis du har permanente forhindringer som havemøbler eller trampoliner, og definere obstaclefree-zoner på stræk, hvor du ved, at overgroede planter eller en rampe ikke skal stoppe robotten.
Sikkerhedsmæssigt har den løftesensor, der stopper knivene, hvis den løftes fra jorden, en aftagelig nøgle, der forhindrer uvedkommende i at starte den, og et rum til en AirTag eller anden GPS-tracker. 4G-modulet kan tilkøbes, hvis du vil overvåge robotten på afstand, men det er ikke nødvendigt for selve sikkerheden.
App, fjernstyring og hverdagsbrug
Mammotion-appen er et af de stærkeste punkter ved hele YUKA Mini 2-serien. Den guider dig trinvist igennem opsætning, kortlægning og indstillinger, og den er mærkbart mere intuitiv end flere konkurrenters apps. Det er ikke altid en selvfølge med robotplæneklippere, hvor appen nogle gange føles som en eftertanke.
I hverdagen styrer du alt fra appen: klippeplan, zoner, klipperetning, kantrunder, hastighed, no-go-zoner og meget mere. Du kan vælge mellem zigzag-mønster, skakbræt eller kun kantklipning, og du kan tilpasse klipperetningen zone for zone, så striberne løber den vej, du foretrækker. Planlægning sker via en kalender, hvor du sætter robotten til at køre faste dage og tidspunkter, så du i praksis ikke behøver at tænke over den.
YUKA Mini 2 1000 understøtter op til 10 zoner, og du kan gemme op til 10 forskellige kort i skyen. Det sidste er en smart detalje, fordi det betyder, at du kan tage robotten med hen til en nabo eller et sommerhus og gemme kortene separat. Du kan også styre robotten med Alexa og Google Home, hvis du vil sende den ud med en stemmekommando.
Firmwareopdateringer sker automatisk over Wi-Fi, hvilket er vigtigt, fordi Mammotion løbende forbedrer funktionaliteten. Under den eksterne test blev der f.eks. installeret to firmwareopdateringer ved første opsætning, og appen blev også opdateret. Det tager et par minutter, men det sikrer, at du altid har den nyeste version.
Uden 4G-modulet kræver appen, at robotten er inden for Wi-Fi-rækkevidde. Har du god Wi-Fi-dækning i haven, er det rigeligt. Har du en stor have eller et sommerhus uden Wi-Fi helt derude, kan 4G-modulet tilkøbes, og det inkluderer tre års data.
DropMow: klip uden kortlægning
DropMow er en funktion, der er ny for YUKA Mini 2-serien, og den er mere nyttig, end den umiddelbart lyder. Ideen er enkel: du sætter robotten ned på en vilkårlig plæne, aktiverer DropMow i appen (eller ved at holde græsknappen nede i 5 sekunder og trykke start), og den begynder at klippe uden forudgående kortlægning.
Det, der gør den interessant, er, at den ikke bare kører tilfældigt rundt, som mange andre mærkers “drop and mow”-funktioner gør. YUKA Mini 2 1000 bruger sin LiDAR til at opbygge et midlertidigt kort i realtid og klipper systematisk i lige linjer. I den eksterne test blev den sat på en forhave, den aldrig havde set før, og den navigerede rundt, fandt kanterne og klippede hele arealet i systematiske baner. Det er en markant forskel fra robotter, der bare bumper rundt tilfældigt og bruger dage på at dække hele plænen.
Det midlertidige kort gemmes ikke, så det påvirker ikke dine faste zoner derhjemme. Det gør funktionen ideel til hurtigt at klippe en nabos plæne, et sommerhus eller et areal, der kun skal klippes en gang imellem. Du kan bogstaveligt talt lægge robotten i bagagerummet, køre hen til en anden have og have den i gang på få minutter.
Vedligeholdelse og daglig drift
YUKA Mini 2 1000 kræver forholdsvis lidt vedligeholdelse i hverdagen. Knivene er den primære ting, du skal holde øje med. Der sidder fem knive på klippeskiven, og hver kniv har to huller, så du kan vende den og få dobbelt levetid, før du skal skifte. Et sæt ekstra knive følger med i kassen.
Undersiden skal renses med jævne mellemrum for ophobet græs, og LiDAR-sensoren samt kameraet på fronten bør holdes rene, så navigationen ikke påvirkes. De infrarøde sensorer på ladestationen, der bruges til dockning, skal også tørres af en gang imellem, hvis robotten begynder at have svært ved at finde hjem. Det er alt sammen ting, der tager et par minutter.
Batteriet sidder i et separat rum bag på robotten og kan skiftes ved at fjerne fire skruer. Det er en reel fordel i forhold til modeller, hvor batteriet er begravet inde i maskinen og skal sendes til producenten for udskiftning. Med et 6,1 Ah batteri, der giver op til 150 minutters klipning, er det dog ikke noget, du behøver tænke på de første mange sæsoner.
Den smarte batteristyring sørger for, at robotten ikke altid kører batteriet helt i bund. Den kan selv vurdere, at det er bedre at køre hjem og lade halvvejs, og den understøtter opladning uden for spidsbelastning. Det er den slags detaljer, der gør, at robotten føles som noget, man faktisk gider eje over tid, og ikke bare de første par uger.
Sådan placerer vi den i forhold til LUBA Mini 2 AWD og Segway
Valget mellem YUKA Mini 2 1000 og LUBA Mini 2 AWD handler først og fremmest om to ting: navigationstype og terrænstyrke.
LUBA Mini 2 AWD har firehjulstræk, klarer op til 80 % hældning og bruger RTK + kamera til navigation. Den er tungere, mere robust og bygget til haver, hvor underlaget virkelig byder på modstand. Til gengæld er den dyrere og afhængig af godt GPS-signal. YUKA Mini 2 1000 er lettere, billigere og bruger LiDAR, der fungerer uafhængigt af satellitsignal. Har du træer og skygge, vinder YUKA. Har du stejle skråninger og blød jord, vinder LUBA.
Segway Navimow i105E, som jeg selv har brugt en del, er en stærk allrounder til flade, åbne haver. Den er driftsikker, har en god app og fungerer rigtig fint, når GPS-signalet er stabilt. Men jeg har også oplevet, at den kan have udfordringer under trækroner, og der er YUKA Mini 2 1000 et klart skridt op. Den nye Segway Roborock Z150, som jeg også har erfaring med, er et spændende alternativ, men henvender sig til et lidt andet segment.
Kort opsummeret: har du en åben, flad have, er Segway Navimow i105E stadig et rigtig godt valg. Har du skygge og træer, men flad jord, er YUKA Mini 2 1000 det oplagte valg. Har du både skygge, stejle skråninger og ujævnt terræn, er LUBA Mini 2 AWD den dyrere, men mere kapable løsning.
Samlet vurdering
Mammotion YUKA Mini 2 1000 rammer en niche, som faktisk ikke er så lille endda. Rigtig mange danske haver har træer, hegn eller bygninger, der gør livet svært for GPS-baserede robotplæneklippere, og det er præcis dér, denne model leverer. LiDAR-navigationen er mindst lige så præcis som RTK i praksis, og i de situationer, hvor RTK svigter, er LiDAR overlegen.
Den er ikke den mest terrænstærke model på markedet, og den har et par kompromiser i form af manuel højdejustering og manglende 4G i kassen. Men for prisen får du en robotplæneklipper med navigations-teknologi, der normalt koster det dobbelte, pakket ind i en kompakt, let og brugervenlig maskine med en af markedets bedste apps.
Hvis du har overvejet en trådløs robotplæneklipper, men er bekymret for, om GPS-signalet holder i din have, er YUKA Mini 2 1000 sandsynligvis det bedste svar, du kan få i 2026 uden at sprænge budgettet.
Samlet vurdering: 4,7 ud af 5
Specifikationer
- Model: Mammotion YUKA Mini 2 1000
- Type: Trådløs robotplæneklipper uden kanttråd
- Navigation: 360° LiDAR (60 m rækkevidde, ±2 cm præcision) + dobbelt AI-kamera
- Drivsystem: Baghjulstræk (RWD) med to casterhjul foran
- Anbefalet areal: Op til 1.000 m²
- Daglig klippekapacitet: Op til 1.600 m²
- Maks. hældning: 45 % (24°)
- Klippebredde: 190 mm (19 cm)
- Klippehøjde: 20-60 mm, manuel justering
- Antal knive: 5 roterende knive med dobbelt montering
- Batteri: 6,1 Ah lithium-ion, udskifteligt
- Klippetid pr. opladning: Op til 150 minutter
- Areal pr. opladning: Ca. 250 m²
- Støjniveau: 60 dB
- Zoner: Op til 10 zoner
- Minimum stibredde: 55 cm
- Forbindelse: Wi-Fi + Bluetooth (4G som tilkøb)
- Vandtæthed: IPX6
- Regnsensor: Ja
- Forhindringsgenkendelse: 300+ objekttyper i realtid
- Sikkerhed: Løftesensor, aftagelig nøgle, plads til AirTag/tracker
- DropMow: Ja, klipning uden forudgående kortlægning
- Smart batteristyring: Ja, inkl. off-peak opladning
- Kompatibilitet: Alexa, Google Home
- Mål: 525 × 413 × 281 mm
- Vægt: Ca. 10,6 kg
FAQ – Mammotion YUKA Mini 2 1000
1. Hvad er forskellen på YUKA Mini 2 1000 og 800?
Den vigtigste forskel er navigationen. 1000-modellen bruger 360° LiDAR og dobbelt kamera, mens 800-modellen bruger RTK (GPS) og trippelkamera. 1000-modellen er bedre til haver med træer og dårligt GPS-signal, mens 800-modellen er tilstrækkelig til åbne haver. 1000-modellen har desuden et større batteri (6,1 Ah mod 4,5 Ah), understøtter 10 zoner mod 5 og kommer i hvid, mens 800-modellen er grå.
2. Skal den have kanttråd?
Nej, YUKA Mini 2 1000 er helt trådløs. Du kortlægger haven digitalt via appen, og robotten navigerer med LiDAR og kamera.
3. Kan den klippe under træer?
Ja, det er faktisk en af dens største styrker. LiDAR-navigationen er uafhængig af GPS-signal, så den holder præcis kurs under trækroner, langs høje hegn og i skyggefulde områder, hvor RTK-modeller ofte har problemer.
4. Klipper den helt ud til kanten?
Den kommer meget tæt på, særligt ved niveaukanter, hvor plæne og fliser er i samme højde. Ved forhøjede kanter efterlades typisk under 10 cm, og du kan indstille op til 4 kantrunder i appen. Du skal dog stadig regne med lidt trimning i skarpe hjørner.
5. Hvad er DropMow?
DropMow lader dig sætte robotten ned på en vilkårlig plæne og starte klipning uden forudgående kortlægning. Den bruger LiDAR til at opbygge et midlertidigt kort i realtid og klipper systematisk i lige linjer. Kortet gemmes ikke, så det påvirker ikke dine faste zoner.
6. Kan den klare skråninger?
Ja, den håndterer skråninger op til 45 % (24°) med baghjulstræk. Det dækker de fleste danske haver, men har du meget stejle skråninger eller blød jord, bør du overveje LUBA Mini 2 AWD med firehjulstræk.
7. Er den støjsvag?
Ja, med et støjniveau på 60 dB er den omtrent på niveau med en normal samtale. Du kan sagtens bruge haven, mens den kører, og naboerne vil næppe bemærke den.
8. Skal jeg købe 4G-modulet?
Det afhænger af din Wi-Fi-dækning. Har du god Wi-Fi i haven, behøver du ikke 4G. Modulet er primært til fjernovervågning og fjernstyring, ikke til selve navigationen. Det kan tilkøbes og inkluderer tre års data.
9. Hvor meget vedligeholdelse kræver den?
Forholdsvis lidt. Du skal holde øje med knivene (kan vendes for dobbelt levetid), rense undersiden for græs og holde LiDAR-sensor og kamera rene. Batteriet kan udskiftes selv ved at fjerne fire skruer. Det er alt sammen ting, der tager få minutter.
10. Hvordan adskiller den sig fra Segway Navimow i105E?
Den største forskel er navigationen. Segway bruger RTK og fungerer bedst på åbne plæner med god GPS-dækning. YUKA Mini 2 1000 bruger LiDAR og fungerer lige så godt under træer og i skygge. Segway har til gengæld en meget brugervenlig app og er driftsikker på flade, åbne haver.
Kilder brugt til artiklen:
Følgende kilder er anvendt som baggrund for gennemgangen af Mammotion YUKA Mini 2 1000, herunder producentoplysninger, eksterne anmeldelser og videomateriale:
- Mammotion EU: Officiel produktside for YUKA Mini 2 1000 eu.mammotion.com – YUKA Mini 2 1000
- EasyLawnMowing: Dybdegående test og review af YUKA Mini 2 1000 easylawnmowing.com – YUKA Mini 2 review
- EasyLawnMowing (UK): Fuld test med specifikationer og vurdering easylawnmowing.co.uk – Mammotion YUKA Mini 2 review
- Robot Mower Lab: Sammenligning af LUBA Mini 2 AWD og YUKA Mini 2 specifikationer robotmowerlab.com – LUBA Mini 2 AWD & YUKA Mini 2 release
- YouTube: Videoanmeldelse af YUKA Mini 2 1000 fra EasyLawnMowing youtube.com – EasyLawnMowing YUKA Mini 2 review
- Bedst til Hjemmet: Gennemgang af Mammotion LUBA Mini 2 AWD bedsttilhjemmet.dk – LUBA Mini 2 AWD — Bedste robotplæneklipper uden kanttråd bedsttilhjemmet.dk – Bedste robotplæneklipper uden kanttråd



