Har du en almindelig have på op til 3.000 m² uden ekstreme skråninger, er RockMow Z130 (23.499 kr.) vores klare anbefaling. Den klipper jævnt, kører skånsomt på græsset og er markant nemmere at sætte op end de fleste konkurrenter i klassen.
Har du en have op til 5.000 m², er RockMow Z150 (26.999 kr.) det rigtige valg. Den eneste forskel fra Z130 er batteristørrelsen, så du får mere klipning per opladning og slipper for unødige afbrud på store arealer.
Er budgettet strammt og haven under 1.500 m², kan RockMow Z115 (15.499 kr.) sagtens gøre jobbet. Du får præcis den samme robot med et mindre batteri, og til en mindre plæne mærker du ikke forskellen i praksis.
Roborock RockMow Z1 — test af en robot der faktisk passer på din plæne
Roborock er et navn de fleste kender fra robotstøvsugere. Med en global markedsandel på over 17 procent er de verdens mest solgte mærke i den kategori, og den erfaring med navigation, sensorer og app-udvikling har de nu taget med ud i haven. RockMow Z1 er deres første rigtige bud på en robotplæneklipper til det europæiske marked, og den lander i en kategori der er blevet mere og mere spændende de seneste år: kabelfrie 4WD-robotklippere til mellemstore og store haver.
Jeg har testet RockMow Z150 i vores have på knap 3.000 m² i to uger. Inden da kørte vi med en Mammotion Luba 2 AWD 5000, som jeg har brugt i tre sæsoner og kender rigtig godt. Det giver et ret unikt udgangspunkt for denne test, fordi jeg kan sætte Z1 op mod en veletableret konkurrent med det samme hardware-DNA: begge er kabelfrie, begge har 4WD, og begge klarer op til 80 procent skråninger. Spørgsmålet er hvad Roborock gør anderledes, og om det er bedre.
Svaret er, i langt de fleste tilfælde: ja.
Samlet vurdering: 4,7 ud af 5
Fordele
- Skånsomt aktivt styresystem der ikke slider plænen op
- Stabilt RTK-signal kombineret med VSLAM-navigation
- Gennemarbejdet og intuitiv app med mange års erfaring bag sig
- Stille drift med lavt støjniveau på 60 dB
- 4WD der håndterer ujævnheder og bløde pletter uden at køre fast
- Nem og hurtig opsætning på cirka 30 minutter
Ulemper
- PreciEdge kantklipningsmodulet er et separat tilkøb
- Kan kun køre lige op og ned på de stejleste skråninger over 47 procent
Opsætning — nemt fra første minut
Noget af det første man lægger mærke til med RockMow Z1 er, hvor gennemtænkt unboxing-oplevelsen er. Alt sidder godt pakket, og kassen indeholder ladestationen, RTK-antennen med kabel og tilstrækkelig med pløkker til montering. Det er småting, men det signalerer at der er tænkt over det fra start.
RTK-antenne og ladestation
Selve opsætningen foregår helt igennem Roborock-appen, som de fleste kender fra deres robotstøvsugere. Første trin er at placere ladestationen på et plant underlag med god plads foran, og derefter finde en god placering til RTK-antennen. Antennen skal stå frit med mindst 120 graders uhindret udsyn til himlen og helst mindst to meter fra mure og træer. Det lyder måske besværligt, men i praksis er det ikke svært at finde et egnet sted i de fleste haver.
Kortlægning af haven
Når antennen er sat op og robotten er parret med appen, er næste trin at kortlægge haven. Det gør man ved at styre robotten manuelt langs græskanten med app-styringen, mens den tegner grænsen op på skærmen i realtid. Første gang jeg kørte den rundt tog det under ti minutter at kortlægge hele haven, og resultatet så præcist ud fra første forsøg. Er man utilfreds med en del af grænsen undervejs, holder man sletteknappen inde og bakker robotten tilbage til det punkt man vil starte forfra fra. Det er en smart løsning der fungerer intuitivt uden at man behøver læse en manual.
No-go zoner og finjustering
Den første dag lod jeg bevidst robotten køre uden no-go zoner for at se hvad der sker. Den finder faktisk selv rundt om bede, træer og højbede ved hjælp af kameraerne, men kørselsmønsteret bliver mindre effektivt fordi den behandler hele det kortlagte areal som ét stort åbent område. Efter den første kørsel satte jeg no-go zoner op i appen direkte på kortet, og fra det tidspunkt kørte den markant mere struktureret og effektivt. Det tog ti minutter at sætte zonerne op, og appen gør det nemt med et enkelt touch-interface.
Til sammenligning er opsætningen af Luba 2 AWD ikke meget sværere, men Roborocks app føles mere poleret og vejledningen mere håndholdt. Det er tydeligt at Roborock har mange års erfaring med at guide brugere igennem opsætning af robotter, og det kan mærkes. Der er færre steder hvor man sidder og er usikker på hvad næste trin er.
Samlet set er opsætningen af RockMow Z1 noget af det nemmeste jeg har prøvet i kategorien. Fra kassen er åbnet til robotten klipper for første gang tog det under 30 minutter, inklusiv monteringen af ladestationen og antennen.
Daglig drift — stille, effektiv og skånsom
Efter to uger med RockMow Z150 i haven er det overordnede indtryk, at det her er en robot der bare kører. Ingen daglige overraskelser, ingen manuelle indgreb og ingen gange hvor man er gået ud i haven for at finde den stå et sted og blinke hjælpeløst. Det lyder måske som en lav standard, men enhver der har ejet en robotplæneklipper i mere end én sæson ved at det faktisk ikke er selvfølgeligt.
Kørselsmønster og effektivitet
Jeg har primært kørt robotten på indstillingen “Effektiv” frem for standardindstillingen, hvilket betyder at den kører hurtigere og lægger sine baner tættere. Klippekvaliteten er stadig fin på den indstilling, og til gengæld får man markant mere overflade dækket per opladning. På de zoner i vores have hvor robotten kan lægge mange lange, parallelle baner, har jeg målt op til 800 kvadratmeter på én opladning fra 100 til 20 procent. I zoner med flere sving og vendinger falder det til omkring 500 kvadratmeter, men det er stadig et fornuftigt tal.
Robotten kører som standard mellem 80 og 20 procent batteri, fordi det er det mest effektive spektrum for batteriets levetid og ydeevne. Det betyder at den selv vurderer hvornår den skal tilbage og lade op, og genoptager klipningen præcist der hvor den slap. I praksis fungerer det fejlfrit.

Støjniveau
RockMow Z1 er bemærkelsesværdigt stille. Selve motoren og klippeskiven siger næsten ingenting når den kører over en jævn, fugtig plæne. Det eneste tidspunkt den faktisk høres er når den kører over tørt, hårdt underlag eller støder på ujævnheder i terrænet. Så laver chassiet en svag rumlen, lidt som lyden af en cykel der kører over brosten. Det er ikke generende, men det er værd at nævne. Ifølge specifikationerne ligger lydniveauet på 60 dB, hvilket er på niveau med en normal samtale.
Regnsensor og vejr
Regnsensoren fungerer som på alle andre robotter i klassen: to metalflader der registrerer om der er vand imellem dem. Det betyder at den nogle gange nægter at starte selvom det er holdt op med at regne, fordi der stadig ligger vanddråber på sensoren. Det er ikke et problem der er unikt for RockMow Z1, og man kan altid slå funktionen fra i appen eller justere forsinkelsen på hvornår den genoptager klipning efter regn. Roborock lader dig vælge mellem 0, 3 og 8 timers forsinkelse, hvilket er en fornuftig løsning der passer til forskellige klimaer og præferencer.
Navigation i praksis
RTK-signalet har i hele testperioden været stabilt i alle dele af haven. Det er en mærkbar forskel fra Luba 2 AWD, som i vores have mister signalet bag solcellerne cirka én gang om måneden og kræver at man går ud og hjælper den på vej. Med Z1 er det ikke sket én eneste gang i to uger. Robotten kombinerer RTK med kamerabaseret VSLAM-navigation, så den ikke er afhængig af satellitsignal alene. Resultatet er en robot der navigerer roligt og konsekvent, uden de lejlighedsvise orienteringsproblemer man kan opleve med rene RTK-løsninger.
4WD i en almindelig have
Vores have er ikke ekstrem. Der er ingen stejle bakker og ingen smal passage med overhæng fra træer. Alligevel kan man mærke at 4WD giver en fordel i hverdagen. En simpel 2WD-robot kan miste trækkraft i et hul eller en blød plet, hvor det ene hjul svæver og spinner uden at komme videre. Det sker ikke med Z1. Den trækker støt og stødig igennem selv de blødere dele af plænen og bliver ikke siddende fast i de små uregelmæssigheder man finder i de fleste haver.
Skånsom behandling af plænen
En af de ting der har imponeret mig mest ved Z1 sammenlignet med Luba 2 AWD er måden den drejer på. Luba bruger et passivt styresystem, hvor forhjulene ikke har egne motorer, og det betyder at robotten i praksis skraber og vrider hjulene hen over græsset når den vender. Over tid ødelægger det græstæppet foran ladestationen, og hos os er der simpelthen ikke mere græs der. RockMow Z1 har et patenteret aktivt styresystem med egne styremotorer på forhjulene, og det kan mærkes tydeligt. Den drejer glat og præcist uden at skrabe, og plænen ser ud præcis som den skal hele vejen frem til kanten af ladestationen.

Kantklipning — godt, men forvent ikke magi
Kantklipning er et af de emner der fylder meget i markedsføringen af kabelfrie robotplæneklippere, og RockMow Z1 er ingen undtagelse. Roborock fremhæver deres PreciEdge-modul som branchens tætteste kantklipning med kun 3 cm til kanten, og det er teknisk set korrekt. Men der er et par nuancer der er værd at kende til inden man køber.
Uden PreciEdge-modulet
Uden tilbehørsmodulet klarer Z1 kantklipningen fornuftigt, men klippeskiven sidder ikke helt ude i kanten af chassiset. I praksis efterlader den en stribe uklippet græs langs lukkede kanter som mure, hegn og terrassekanter. Bredden på den stribe afhænger af kanten, men man skal regne med at skulle bruge en kantskærer eller håndklipper langs de steder engang imellem. Det er ikke anderledes end hvad man oplever med Luba 2 AWD eller de fleste andre modeller i klassen uden ekstraudstyr.

Med PreciEdge-modulet
PreciEdge-modulet monteres enkelt på undersiden af robotten og skubber klippeskiven tættere på kanten, så den teoretisk set kommer ned på 3 cm fra en lukket kant som et hegn eller en mur. I praksis fungerer det godt langs rette, lukkede kanter, og man slipper for meget af det manuelle efterarbejde. Det er en reel forbedring.
Men der er to ting man skal være opmærksom på. For det første sælges modulet separat, så det er en ekstraomkostning oveni robotprisen. For det andet reducerer modulet robotens evne til at køre over forhindringer fra 8 cm til 5 cm, fordi det fysisk rager længere ud under chassiset. Har man en have med mange kanter og grænser at ramme tæt på, er modulet pengene værd. Har man primært åbne grænser eller mange forhindringer at krydse, bør man tænke sig om.
Åbne kanter og ride-on klipning
Hvor Z1 faktisk imponerer uden noget ekstraudstyr overhovedet er ved åbne kanter, altså steder hvor græsset møder en belægning i samme højde som en flise eller en betonkant. Her kan man under kortlægningen styre robotten til at køre med hjulene halvt ude på belægningen og halvt på græsset, så klippeskiven rammer helt ud i kanten. Resultatet er en næsten perfekt klippet kant uden en eneste centimeter uklippet græs. Det kræver lidt omtanke under kortlægningen, men det er en smart løsning der virker rigtig godt i praksis.
Sammenligning med Luba 2 AWD
Luba 2 AWD markedsfører sig med automatisk ride-on kantklipning helt ned til under 5 cm langs mure, og det fungerer også fint i praksis langs åbne kanter. Langs lukkede kanter som hegn og mure er de to robotter nogenlunde på niveau uden ekstraudstyr. Roborocks PreciEdge-modul giver Z1 en fordel her, men det er altså et tilkøb. Det er svært at kåre en klar vinder på kantklipning, men Z1 har potentialet til at komme tættest på med det rigtige tilbehør.
App og brugeroplevelse — her skinner Roborocks erfaring igennem
Roborock har brugt mange år på at finpudse deres app til robotstøvsugere, og det kan man tydeligt mærke når man åbner den til RockMow Z1. Det er en af de mest gennemarbejdede apps jeg har prøvet i kategorien for robotplæneklippere, og den skiller sig ud ved at gøre tingene enkle uden at fjerne kontrollen fra brugeren.
Overblik og daglig brug
Hjemskærmen i appen viser et realtidskort over haven med robotens aktuelle position, batteristatus, fremskridt i den igangværende klipning og estimeret tid til færdig. Det hele opdateres løbende, og man kan følge med fra sofaen eller fra arbejde via 4G-forbindelsen. Notifikationer fungerer pålideligt, og appen melder hurtigt ind hvis robotten støder på et problem den ikke selv kan løse.
Indstillinger og klippeprofiler
Man kan indstille klippehøjde fra 20 til 70 mm, vælge kørselshastighed, sætte klipperetning og slå kantklipning til og fra per zone. Det er et fornuftigt udvalg af indstillinger der dækker det de fleste har brug for. Det interessante er hvad Roborock har valgt ikke at gøre. Der er bevidst sat en grænse for hvor meget man kan skrue på, og det betyder at det er svært at sætte robotten op på en måde der giver et dårligt resultat. Det er en direkte kontrast til Luba 2 AWD, hvor man kan justere på næsten alt og derfor også nemmere kan ende med et klippemønster der er ineffektivt eller slider unødigt på plænen.

Planlægning og zoner
Planlægningsfunktionen er intuitiv. Man opretter et klippeprogram per zone med valgfri ugedag, tidspunkt og varighed, og appen viser en oversigt over hvornår de forskellige dele af haven bliver klippet. Hver zone kan have sine egne indstillinger for klippehøjde og hastighed, hvilket er praktisk hvis man for eksempel har en repræsentativ del af haven man vil have kortere klippet end resten.
Manuel styring
Vil man køre robotten manuelt til et bestemt sted i haven, gøres det direkte fra appen med et enkelt joystick-interface. Det er nyttigt hvis der er et hjørne der har fået for lidt opmærksomhed, eller hvis man vil flytte robotten uden at gå ud i haven. Knivskiven kan låses og låses op manuelt fra samme skærmbillede, og sikkerhedsadvarslen der dukker op inden man aktiverer den kørende klinge er fornuftig uden at være irriterende.
Kommende funktioner via OTA
Roborock har varslet flere opdateringer via OTA i løbet af 2026, herunder AI-drevet automatisk kortlægning hvor robotten selv finder sine grænser, realtids videovervågning via kameraerne og forbedret forhindringsgenkendelse der skelner mellem statiske genstande, mennesker og krydsbare forhindringer. Ingen af disse funktioner er tilgængelige endnu, men det er lovende at de er planlagt. Det betyder at robotten man køber i dag sandsynligvis bliver bedre over tid uden at man skal gøre noget aktivt.
Navigation og forhindringshåndtering — solidt uden at være ufejlbarligt
RockMow Z1 navigerer med det Roborock kalder Sentisphere, som er en kombination af fuld-bånd RTK-satellitnavigation og VSLAM, en kamerabaseret metode hvor robotten genkender sine omgivelser visuelt og bruger det til at bestemme sin position. I praksis betyder det at den ikke er afhængig af satellitsignal alene, og at den kan fortsætte med at navigere præcist selv i områder med begrænset udsyn til himlen.
RTK-signal og stabilitet
I vores have har signalet været stabilt i hele testperioden uden et eneste tilfælde af fortabt signal eller robot der er stået af. Det er en mærkbar forbedring i forhold til Luba 2 AWD, som i vores have mister RTK-signalet bag solcellerne cirka én gang om måneden. Med Z1 er det simpelthen ikke sket. Kombinationen af RTK og VSLAM giver en robusthed som rene RTK-løsninger ikke kan matche, og det mærkes i hverdagen som en robot der bare kører uden overraskelser.
Quad Vision kamerasystem
Forhindringsgenkendelsen står Roborocks Quad Vision-system for, som består af fire kameraer: to fremadvendte og to sidemonterede. Systemet giver robotten et bredt synsfelt og mulighed for at registrere forhindringer i god tid. I praksis håndterer den hverdagsforhindringer som en haveslange, blomsterkummer, sten og legetøj fornuftigt og kører uden om dem uden at stoppe unødigt.
Det er dog værd at have realistiske forventninger. Kamerasystemet er ikke ufejlbarligt, og meget flade eller tynde genstande kan give udfordringer. Roborock anbefaler at forhindringer har et fodaftryk på mindst 10 gange 10 cm for at blive registreret pålideligt. I de to uger jeg har testet robotten har den ikke påkørt noget den ikke burde, men jeg har heller ikke udsat den for ekstreme scenarier med vilje. En haveslange der ligger fladt på græsset er ikke det samme som en der ligger i en oplagt bunke, og det er fornuftigt at tage højde for det når man planlægger sin have.
Smal passage og komplekse layouts
RockMow Z1 kan ifølge specifikationerne passere gennem korridorer ned til 80 cm bredde. Vi har ikke den slags smalle passager i vores have, så det er ikke noget jeg har kunnet teste i praksis. Men navigationen generelt i haven med bede, træer og zoneovergange fungerer præcist og uden at robotten tøver eller tager omveje den ikke behøver.
Forhindringer den krydser frem for at undgå
En detalje der adskiller Z1 fra mange konkurrenter er at 4WD-systemet gør den i stand til at krydse forhindringer op til 8 cm i stedet for at forsøge at undgå dem. En kantsten mellem to dele af plænen, et nedløbsrørsdæksel eller fremstående trærodder er ikke noget den stopper foran. Den kører bare over. Det reducerer behovet for at definere no-go zoner rundt om den slags forhindringer og gør haven som helhed nemmere at administrere.
RockMow Z1 vs. Mammotion Luba 2 AWD 5000 — hvad er bedst?
Jeg har nu brugt begge robotter i vores have, og det er en sammenligning jeg er godt rustet til at lave. Luba 2 AWD 5000 er en robot jeg kender rigtig godt efter tre sæsoner, og RockMow Z150 har jeg testet grundigt i to uger. Det er ikke en perfekt test under identiske forhold, men det er tættere på en reel brugeroplevelse end de fleste laboratorietests.

Hvor Luba 2 AWD stadig er bedst
På ekstreme skråninger har Luba 2 AWD en reel fordel. Den kan køre sidelæns på skråninger op til 80 procent, hvor RockMow Z1 kun kan køre lige op og ned på de stejleste hældninger. I de fleste danske haver er det ikke et relevant scenarie, men har man en have med markante skråninger er det en forskel der kan have betydning. Luba 2 AWD er desuden en smule billigere i den sammenlignelige konfiguration, og Mammotion har tre sæsoners erfaring på det europæiske marked bag sig.
Hvor RockMow Z1 er bedre
På næsten alle andre parametre der har betydning i en almindelig dansk have, klarer Z1 sig bedre eller på niveau med Luba 2 AWD. Det aktive styresystem er den mest håndgribelige forskel i daglig brug. Luba 2 AWD vrider hjulene når den drejer og har over tre sæsoner fuldstændig slidt græsset væk foran vores ladestation. Z1 drejer skånsomt og præcist, og plænen ser ud som den skal helt frem til ladestationens kant.
Signalstabiliteten er en anden klar fordel. Luba mister RTK-signalet i vores have én gang om måneden og kræver manuel indgriben. Z1 har i to uger kørt uden et eneste afbrud. Det er ikke kun bekvemmelighed, det er også et spørgsmål om robotten rent faktisk passer haven den er sat til at passe.
Appen er mere gennemarbejdet og intuitiv hos Roborock, og den bevidste begrænsning i antal indstillinger gør det sværere at sætte robotten op på en måde der giver et dårligt resultat. Det er en fordel særligt for nye brugere der ikke vil bruge tid på at eksperimentere.
Hvem skal vælge hvad
Har du en have med mange og markante skråninger og et stramt budget, er Luba 2 AWD stadig et fornuftigt valg. Til alle andre, det vil sige de fleste danske havejere med en relativt jævn have på op til 5.000 m², er RockMow Z1 det bedre køb i 2026. Den er skånsom mod plænen, stabil i driften og bakket op af en app og et økosystem der er mere modent end konkurrenternes.
Samlet vurdering — RockMow Z1
RockMow Z1 er en stærk debut fra Roborock på plæneklippermarkedet. Den løser de problemer der historisk har irriteret ejere af kabelfrie robotplæneklippere mest: ustabilt signal, hjul der slider plænen op og apps der kræver for meget af brugeren. Til gengæld er prisen ikke lav, PreciEdge-modulet er et tilkøb, og softwaren er stadig under udvikling med vigtige funktioner der endnu ikke er rullet ud.
Men grundlaget er solidt. Bygge- og materialekvalieten er høj, driften er pålidelig, og Roborocks track record med OTA-opdateringer til deres støvsugere giver grund til at tro at robotten bliver bedre over tid. Til en typisk dansk have er det svært at finde noget der gør det bedre lige nu.
Specifikationer
RockMow Z115
- Anbefalet areal: op til 1.500 m²
- Batteri: 6 Ah
- Klipetid per opladning: 120 min
- Opladningstid: 60 min
- Pris: 15.499 kr.
RockMow Z130
- Anbefalet areal: op til 3.000 m²
- Batteri: 7,5 Ah
- Klipetid per opladning: 140 min
- Opladningstid: 70 min
- Pris: 23.499 kr.
RockMow Z150
- Anbefalet areal: op til 5.000 m²
- Batteri: 10 Ah
- Klipetid per opladning: 200 min
- Opladningstid: 60 min
- Pris: 26.999 kr.
Fælles specifikationer for hele Z1-serien
- Drivsystem: Firehjulstræk (4WD) med aktivt styresystem
- Maks. skråning: 80% (38,7°) lige op og ned / 47% (25°) sidelæns
- Maks. forhindringshøjde: 8 cm (5 cm med PreciEdge-modul monteret)
- Navigation: Sentisphere RTK + VSLAM
- Forhindringsgenkendelse: Quad Vision (2 fremadvendte + 2 sidemonterede kameraer)
- Kantklipning: Ride-on ved åbne kanter / PreciEdge-modul (tilkøb) ved lukkede kanter
- Klippebredde: 24 cm
- Klippehøjde: 20-70 mm (justerbar i appen)
- Antal knive: 6 (dobbeltsidede)
- Skæreskive: Dobbeltlaget anti-tilstopningsdesign
- Flydende klippedæk: Ja
- Mål: 661 x 475 x 294 mm
- Vægt: 21,2-21,5 kg afhængig af model
- Vandtæthed: IPX6
- Støjniveau: 60 dB
- Forbindelse: WiFi, Bluetooth og 4G
- Tyverisikring: Alarm, PIN-kode og 4G realtidssporing (3 års gratis data)
- Regnsensor: Ja, med justerbar forsinkelse (0, 3 eller 8 timer)
- AI-kortlægning: Ja, kommer via OTA-opdatering
- Realtids videovervågning: Kommer via OTA-opdatering
- Mønsterklipning: Kommer via OTA-opdatering (Q3 2026)
Ofte stillede spørgsmål om RockMow Z1
Skal man grave kabler ned for at bruge RockMow Z1?
Nej. RockMow Z1 er fuldstændig kabelfri og bruger RTK-satellitnavigation kombineret med kamerabaseret VSLAM til at navigere. Du kortlægger haven ved at styre robotten langs kanten via appen, og det er alt hvad der skal til. Der skal ikke graves noget ned og ikke sættes pæle op langs grænsen.
Hvor lang tid tager opsætningen?
Fra kassen er åbnet til robotten klipper for første gang tager det typisk under 30 minutter. Det inkluderer montering af ladestationen, placering af RTK-antennen og kortlægning af haven via appen. Roborock-appen guider dig trin for trin igennem hele processen.
Hvilken model skal jeg vælge?
Det kommer primært an på størrelsen af din have. RockMow Z115 (15.499 kr.) passer til haver op til 1.500 m², Z130 (23.499 kr.) til haver op til 3.000 m² og Z150 (26.999 kr.) til haver op til 5.000 m². Alle tre modeller er teknisk identiske bortset fra batteristørrelse og dækningsareal, så du betaler udelukkende for mere kapacitet per opladning.
Hvad er PreciEdge-modulet og har jeg brug for det?
PreciEdge er et tilbehørsmodul der monteres på undersiden af robotten og skubber klippeskiven tættere på lukkede kanter som hegn og mure, så den kan klippe helt ned til 3 cm fra kanten. Modulet sælges separat. Har du mange lukkede kanter i haven og vil minimere manuelt efterarbejde med en kantskærer, er det pengene værd. Har du primært åbne kanter mod fliser eller beton, kan du opnå næsten samme resultat uden modulet ved at kortlægge grænsen korrekt i appen. Bemærk at modulet reducerer robotens evne til at krydse forhindringer fra 8 cm til 5 cm.
Kører RockMow Z1 i regn?
Robotten er IPX6-vandtæt og kan tåle regn og rengøring med haveslange. Den har dog en indbygget regnsensor der sender den tilbage til ladestationen når det begynder at regne, og som holder den der indtil vejret har bedret sig. Forsinkelsen kan justeres i appen til 0, 3 eller 8 timer efter regnen stopper. Vil man have den til at køre uanset vejr, kan regnsensoren slås fra i appen.
Kan RockMow Z1 håndtere skråninger?
Ja. RockMow Z1 klarer skråninger op til 80 procent (38,7 grader) lige op og ned, og op til 47 procent (25 grader) sidelæns. Det dækker langt de fleste danske haver med råt. Har du ekstreme skråninger hvor robotten skal køre sidelæns på over 47 procent hældning, bør du overveje Mammotion Luba 2 AWD der kan køre sidelæns på op til 80 procent.
Hvordan fungerer tyverisikringen?
RockMow Z1 har tre lag tyverisikring. En høj alarm der aktiveres hvis robotten løftes eller flyttes uden for det kortlagte område, en PIN-kode der forhindrer uvedkommende i at betjene den, og 4G realtidssporing der lader dig se robotens position på et kort i appen og aktivere alarmen på afstand. De tre første år er 4G-dataforbindelsen gratis. Robotten har desuden en skjult plads til et tredjeparts tracker som Apple AirTag.
Hvad er forskellen på RockMow Z1 og RockMow Z1 LiDAR?
RockMow Z1 LiDAR bygger på samme platform som Z1 med identisk 4WD-system, skråningsevne og klippesystem, men tilføjer en 360 graders 3D LiDAR-sensor til navigationen. LiDAR giver robotten et mere detaljeret tredimensionelt overblik over omgivelserne og er særligt velegnet til haver med meget tæt trækronedække eller komplekse layouts hvor kameranavigation alene kan have sværere ved at orientere sig. Z1 LiDAR dækker op til 2.000 m² og koster 21.499 kr. Har du en åben eller moderat have, er den ekstra investering sjældent nødvendig.
Kan robotten klare forhindringer som haveslanger og legetøj?
Ja, i de fleste tilfælde. Quad Vision-kamerasystemet registrerer forhindringer med et fodaftryk på mindst 10 gange 10 cm og kører uden om dem. Meget flade eller tynde genstande kan give udfordringer, så det er en god idé at rydde plænen for kabler og net inden sæsonen starter. En kommende OTA-opdatering forbedrer systemet yderligere, så robotten kan skelne mellem genstande den skal undgå og genstande den kan køre over.
Er RockMow Z1 støjende?
Nej, robotten er meget stille i drift med et støjniveau på 60 dB, hvilket svarer til en normal samtale. Den kan sagtens køre tidligt om morgenen uden at genere naboerne. Den eneste gang den lyder lidt mere er når den kører over tørt eller hårdt underlag, hvor chassiet laver en svag rumlen.
Kilder brugt til artiklen:
- Roborock – Officiel produktside for RockMow Z1
- eReviews.dk – Roborocks robotplæneklippere tilgængelige i Danmark (marts 2026)
- Lyd og Billede – RockMow lancering i Danmark (marts 2026)
- Mammotion – Officiel produktside for Luba 2 AWD
- Roborock RockMow Z1 Review Guidance (intern pressedokumentation modtaget fra Roborock)
- To ugers praktisk test af RockMow Z150 i privatave på 3.000 m², foråret 2026



